Yndlingsfordomme

  • MÅL:

    Eleverne skal reflektere over fordomme, over de roller, fordommene har for deres identitet, og over, hvordan de kan håndteres.

  • TID:

    45 min

  • UDSTYR:

    Papir og skriveredskaber.

  • KOMPETENCEMÅLSÆTNING:

Indledning

I dette oplæg skal eleverne skabe en rollefigur og forestille sig, hvilke yndlingsfordomme, denne figur har. Dette er udgangspunktet for samtaler om, hvad fordomme er, hvilken sammenhæng der er mellem fordomme og identitet, og hvordan man kan håndtere og reflektere over fordommene.

Hoveddel

Introduktion: Hvad er fordomme? (7 min.)
Spørg eleverne, hvad de forbinder med fordomme. Forsøg at få nogle centrale stikord ud af samtalen. Her følger nogle stikord, som ofte er med i definitionen af fordomme. Husk, at eleverne ofte har en god forståelse af dette, selv om de bruger andre ord. Punkterne kan også diskuteres. Forholder det sig f.eks. sådan, at fordomme altid er negative?

  • Generalisering – at man ser ligheder mellem mange i en gruppe
  • Mangelfuld og ufleksibel opfattelse af ”de andre”
  • Negativ opfattelse af andre.

Rollefigur (4 min.)
Bed eleverne om at skabe hver sin rollefigur med information om alder, navn, bopæl, erhverv, uddannelse og interesser/hobbyer.

Figurens yndlingsfordomme (4 min.)
Bed eleverne om at nedskrive rollefigurens yndlingsfordomme; det vil sige hvilke fordomme, figuren ”hygger” sig mest med; opfattelser om mennesker, grupper, holdninger, handlinger og/eller væremåder, som figuren virkelig ikke kan lide.

Undervisningsforløb: om fordomme (7 min.)
Snak lidt med eleverne om, hvilken rolle tilhørsforhold spiller for, hvem vi er, og hvordan forestillinger om andre mennesker giver os en forståelse for, hvem vi er. Det er vanskeligere at vide, hvem vi er, end hvem vi ikke er. Du finder baggrundsinformation her.

Samtale to og to (4 min.)

  • Bed eleverne om at præsentere deres rollefigur og figurens yndlingsfordomme til sidekammeraten.
  • På hvilken måde giver fordommene rollefigurerne bekræftelse?

Undervisningsforløb: fordomme rammer andre mennesker (7 min.)
Snak med eleverne om, hvordan fordomme kan ramme andre. Find eksempler på fordomme, der ikke har noget med virkeligheden at gøre, eller som sårer andre.
Hør, om nogen af eleverne har en forestilling om, hvordan rollefigurens fordomme rammer andre.

Samtale to og to (4 min.)
Bed eleverne om at give rollefiguren råd om, hvordan figurens fordomme bør håndteres.

Afslutning

Plenumsamtale (8 min.)
Bed nogle af parrene om at præsentere:

  • Rollefiguren
  • Rollefigurens yndlingsfordomme
  • Hvordan bekræfter fordommene figuren?
  • Hvilke råd har eleverne om, hvordan figuren bør håndtere fordommene?

Som opsummering kan du pointere, at alle mennesker har fordomme, men at det er vigtigt, at vi tænker på, hvad vi gør med dem.